Podcast # 66 Ruud Krol – part one

To VM-finaler samt tre sejre i Europa-cuppen for mesterhold i 70’erne er blot en brøkdel af Ruud Krols imponerende CV. Når snakken falder på de bedste forsvarsspillere, verden har set, så nævnes hollænderen igen og igen. Både i Ajax Amsterdam samt på det hollandske landshold spillede han sammen med Johan Cruyff og blev en del af en modernisering af fodbolden, der ved verdensmesterskaberne i ‘74 og ‘78 bjergtog seere. KROL giver her et af sine sjældne interviews, hvor han bl.a. kommer omkring barndommen, den første tid i Ajax samt den efterfølgende succes. Hans fascination af det brasilianske hold fra 1958 til VM i Sverige satte gang i den 9-årige dreng, der senere blev købt af Ajax for blot 1500 Euro. Gennem succesårene i Ajax fulgte også smerten ved mødet med VM, for hollænderne skulle være så uheldige i to finaler i træk at møde værtsnationen.

Podcasten er den første af to dele.

Podcast # 65 David Endt og en intro til Ruud Krol

David Endt spillede lige under de bedste i Ajax tilbage i 70’erne. Her fik han et unikt billede af kulturen omkring et af de bedste klubhold, verden har set. Hans venskab med Ruud Krol gav ham indsigt i et stærkt karismatisk menneske, der sammen med Ajax, Holland og senere Napoli tegnede en æra med moderne fodbold. Kom i denne samtale helt tæt på de gyldne år i Ajax, men ligeledes det traume, der ramte hollænderne med finalenederlaget til Vesttyskland i 1974. Ruud Krol toner frem gennem vennens, kollegaens og fodboldelskeren Endts øjne, og sammen bevæger vi os helt frem til en begivenhedsrig trænerkarriere for Krol, der desværre endte med et bittert farvel til barndomsklubben Ajax.