FOTO: Mccarmone23 – Flickr
Superstjernen er evigt højaktuel, men nu i endnu højere grad med ESPN’s miniserie på 10 afsnit om Chicago Bulls sidste mesterskab i 97/98-sæsonen.
Siden 2018 har serien været hypet af medierne, og man taler allerede nu om den som den mest ventede sportsdokumentar nogensinde.
Men hvor stammer den evige fascination af Michael Jordan fra? Hvordan har en spiller, der vandt et mesterskab for over 20 år siden, kunnet manifestere sig på denne måde i sportens historie, uden at der på nogen måde knækker noget af den historiefortælling, der blot vokser sig større og større år for år?
Særligt mænd kan have en stærk fascination af Michael Jordan, da han rummer flere af de aspekter, man som mand kan have tendenser til at stræbe imod. Mange mænd tæller point i livet. Det at opnå noget, få en sejr og blive anerkendt for dette, betyder noget for manden. Manden er glad for venskaber, men det betyder ikke det store at komme på hold med kammeraten, hvis man er på det dårligste hold. Niels Hausgaard udtalte for år tilbage, ”At hvis en mand mister lysten eller trangen til at vise sig – så er der ikke mere tilbage i ham.”
Dette lægger sig fint i tråd med den mandlige fascination af ikonet Jordan. Manden på toppen af det hele – måske af alle idrætsgrene tilsammen.
Her er fem bud samt kategorier på, hvorfor særligt mænd finder Jordan umulig at modstå:
- Succesen
Jordans succes i NBA er indiskutabel. Han var i 6 finaler, og han vandt dem alle. I alle 6 finale-serier blev han ligeledes valgt til MVP – Most Valuable Player.
5 gange blev han valgt til ligaens MVP, 3 gange All Star MVP, 2 gange vinder af dunkekonkurrencen, vinder af ”Rookie of the year”, vinder af ”Defensive Player of the year” og så oplevede Jordan ikke blot at hans egen klub pensionerede nr. 23 i Chicago – man gjorde det også i Miami (hvor Jordan end aldrig spillede).
Jordan er en lang succeshistorie. Efter hans og klubbens første tre mesterskaber gik han på pause i næsten 2 år for at spille baseball (midt i sin prime), hvilket har fået flere til at spekulere i, om Bulls kunne have taget to mesterskaber yderligere. Jordan missede to år, og vendte herefter tilbage og vandt tre nye mesterskaber på stribe, så tanken om 8 mesterskaber i streg har strejfet en del basket fans siden hen.
- Lederen
Jordan var den indiskutable leder på Chicago Bulls mesterskabshold. Selvom han spillede sammen med nogle af de bedste i både ligaen og historien, så var det ham, der bestemte.
Phil Jackson var træneren, men også han måtte sande, at det var klogt at involvere Michael i beslutninger omkring holdet, taktikken og eksekveringen.
Spillere som Scottie Pippen, Dennis Rodman, Toni Kukoc og Steve Kerr var alle navne med hæderkronede karrierer, der blot kunne se til, hvis Jordan ønskede at tage over i en kamp. At være den ultimative leder var Michael Jordans kald. Uanset hvem han spillede med, var de under ham. Ingen nærmede sig ham i hans karriere.
Respekten fra modstanderen var heller ikke til at tage fejl af. Flere forsøgte at sætte sig op mod Jordan i kampene, og hver gang lukkede han spillere ned en efter en. Jordan var ikke blot chef for Chicago – han var chef for hele NBA.
- Ydmyghed
På trods af det faktum, at Jordan i sin aktive karriere placerede sig selv øverst og udmærket var klar over sine evner og ansvar, så bevarede han hele vejen en ydmyghed.
Den har han taget med sig ind i sine post-NBA år, hvor han gentagne gange har skullet forholde sig til debatten om ”The Greatest of All Time”.
Jordan har gentagne gange lagt diskussionen ned ved at fortælle, at det at sammenligne tidsperioder ikke kan lad sig gøre. ”Det vil være disrespekt at sammenligne mig med andre fra historien, for vi får aldrig muligheden for at spille mod hinanden. Jeg har aldrig haft mulighed for at møde legender fra andre tidsperioder, så ærligt talt gør det mig lidt flov, når diskussionen igen og igen vender tilbage. For ingen ved det her.”
Således udtalte Jordan sig i 2009, og selvom han har lavet lidt promo-videoer, hvor han tæller sine ringe og kalder Bulls for det bedste hold nogensinde, så har han altid båret sit ikke selvudnævnte prædikat ”Den bedste” med en ydmyg værdighed.
- Fejlbarligheden
Når et overmenneske, som Jordan nærmest er blevet betegnet, leverer igen og igen, samtidig med at man hører om umenneskelige træningspas, en dedikation til detaljen og en ikke før set trang til at konkurrere og vinde, så kan det være rart at puste ud, når man ser, at selv legender fejler.
At Michael Jordan havde en skyggeside, og ikke kun var den perfekt designede og strømlinede basket maskine, blev tydeligt, dan han i 93/94 meldte sig ud af NBA og forsøgte sig med baseball i Minor League. Historier om gambling begyndte at se dagens lys, og senere kom historier om kvinder ved siden af ægteskabet for en dag. Jordan kunne ikke leve op til den fuldendte ”American Dream”, men rådede bod på det på banen. Privatlivet blev levet i overhalingsbanen, men aldrig mere end at der kunne leveres på højeste niveau dagen efter.
- Ikoniseringen
Jordan er blevet symbolet på basketball og NBA. Han er den figur alle vil nå, men som ingen sandsynligvis kommer til. Selvom andre spillere har vundet flere mesterskaber, så er Jordans historie perfekt i forhold til at placeres på øverste hylde. Hans to three-peats med mesterskaber er imponerende, og samtidig spillede Jordan i en meget voldsom og hardcore periode i NBA – ”A mans world”.
Siden karrierestoppet har han kastet sig over udviklingen af Jordan-mærket, der er så succesfuldt, at selv små børn verden over stadig ved, hvem han er. Derfor kan man også lægge til side, at han som ejer af Charlotte Hornets ikke har slået specielt godt til.
Michael Jordans og Chicago Bulls historie fra deres sidste metserskabssæson kan ses på Netflix, hvor de første to afsnit er frigivet.
