FOTO: Terry Kearney – Flickr
Søndag aften spillede Real Madrid og FC Barcelona El Clasico på Santiago Bernabéu. Begge de spanske storhold havde blot 3 spanske spillere hver i deres startopstilling. Men hvis man kigger på storholdene, så er det egentligt ganske fint.
For de tilskuere, der har oplevet fodbolden gennem 80’erne blive stærkt professionaliseret for derefter at blive til den milliardindustri, vi kender i dag, kan det være vanskeligt at rodfæste sig i et hold.
Fan-kulturen er såmænd stadig fornem, men de lokale fans må være splittede i deres kærlighed til de store hold, som decideret køber sig til succes.
Flere og flere fans kommer til udefra, og en del af merchandise-industrien er båret af, at der skal store navne til klubben.
Men hvad sker der egentlig med vores syn på dette menageri, når flere og flere hold bliver så sammensatte, at de lokale – ikke blot fra byen men også bare fra landet – ryger ud i kulden?
Søndag aften stillede Real Madrid op med Ramos, Isco og Cavarjal fra Spanien. Barcelona havde Pique, Alba og Busquets med fra start. 6 spillere ud af 22!!!
Lørdag fik Liverpool ørerne i maskinen mod Watford. Man stillede til kampen med to englændere på banen. Alexander-Arnold og Oxlade-Chamberlain.
I onsdags stillede Manchester City til start med én englænder i Champions League opgøret mod Real Madrid. Kyle Walker fik æren i forsvaret.
De største hold udfaser mere og mere stammen af et nationalt islæt, og det gør det specielt at kigge på. Som fan bliver flere fristet mod andre tilbud/klubber, da profilerne skifter oftere end tidligere, og grundstammen på holdet er multinational. Man finder altså også nemmere en udenlandsk klub at holde med end tidligere.
Samtidig bliver gruppen af ”store klubber” mere snæver, da de samme igen og igen evner at rejse pengene til at hente de største profiler.
I slut 80’erne – før CL gruppespil mv. – kunne selv mindre hold med ansvarlige budgetter og stærk talentudvikling nå langt. Det er der længere imellem nu. Leicesters engelske mesterskab er vel det nærmeste vi kommer på en europæisk sensation i mange år.
Spillernes frie bevægelighed og de store investeringsgrupper
AC Milan havde i slut 80’erne et slagkraftigt hold med tre udlændinge. Ruud Gullit, Marco van Basten og Frank Rijkaard. Dog var de tre omgivet af en stærk italiensk stamme med navne som Baresi, Maldini, Costacurta, Tassotti, Donadoni, Evani m.fl.
Holdene var bygget op omkring en talentfuld national stamme, fordi man ikke måtte andet. I Inter kunne man hente Matthäus, Brehme og Klinsmann, mens Napoli gik langt med Maradona, Careca og Alemao.
Milan havde to mesterholdssejre i 88/89 mod så forskellige modstandere som Steua Bukarest og i 89/90 mod Benfica. Året efter vandt Røde Stjerne mesterholdenes finale.
Derfra så klubberne sig ikke rigtig tilbage, for i 1995 kom Bosman-dommen, der gjorde at den frie bevægelighed i Europa som fodboldspiller nærmest var total.
Og dermed forsvandt diversiteten i fodboldens top. De attraktive og rige klubber er år efter år fremme i de europæiske turneringer, der med gruppespil har elimineret muligheden for de mindre klubbers evne til en overraskelse.
De seneste 24 år har fodboldens Champions League kun haft besøg af FC Porto og Borussia Dortmund som alternativ til de traditionelle storklubber i Europa.
Niveauet har aldrig været højere i europæisk klubfodbold, end det er lige nu, og den gængse fodboldfan fryder sig ganske sikkert over udviklingen, hvor dreamteam efter dreamteam mødes uge efter uge. Dog polariseres fodbolden på lige fod med erhvervslivet, og de store koncerner spiser alt.
I disse år er det nationale islæt helt forsvundet fra langt de fleste storklubber, og man kunne ligeså godt bare hedde New England Sports Ventures, Abu Dhabi United Group eller Qatar Sports Investments i stedet for Liverpool, Manchester City eller Paris Saint Germain.
