FOTO: Peter – Flickr
Ingen er testet positive i årets Tour!
Hverken for COVID-19 eller doping. Så langt så godt! Dog skal man huske, at det ikke behøver at være en indikator på, at alt er i skønneste orden.
Lance Armstrong blev aldrig testet positiv. Det samme gjaldt andre Tour-vindere. De stod frem og indrømmede langt senere – og ofte efter et gevaldigt pres.
Så hvorfor nu denne diskussion igen?
Det går jo så godt for dansk cykling med Søren Kraghs etape forleden, og den generelle danske optur i denne årscyklus med verdensmesterskab, Lombardiet Rundt osv.
Forleden målte man på 8. etape på Col de Peyresourde en hastighed, der satte de tidligere rekordholdere på stigningen – Michael Rasmussen og Alberto Contador – formasteligt til vægs. To minutter mindre blev der brugt op ad den voldsomme stigning.
Flere har dog siden forsøgt at mane til besindighed i forhold til, at man ikke har målt eksakt samme sted (på den officielle Tours etapeprofil er bjerget 9,5 km, mens man målte tiden på 7,7 km forleden – hvor man målte fra præcis med Rasmussen/Contador diskuteres stadig), og at Rasmussens og Contadors løb var hurtigere og mere slidsomt den dag (derfor deres langsommere tid opad), men uanset om vi er foran på tiden, om vi rammer den eller er en anelse bagud, så må det skabe lidt panderynker hos cykelfans.
Vi vil som tilskuere så gerne tro det bedste hvert år. Vi forsøger at nulstille vores allerede doping-præparerede hjerner og fortælle os selv, at der er styr på det.
Tour de France har heller ikke haft skandaler i flere år, så hvorfor dog tvivle?
Sund fornuft
Vi har tidligere set, at de hastigheder, vi så for år tilbage, var skabt gennem andet end blot hård træning. Derfor rynker man på næsen, når man ser feltet og enkelte ryttere køre stærkere år for år.
Romain Bardet udtalte for nylig, at denne Tour er den vildeste, han har kørt. Niveauet har ifølge franskmanden aldrig været højere. De otte sæsoner Bardet har kørt, har vinderne bl.a. været Froome, Thomas og Nibali. Ingen er testet positive som vindere af Tour de France!
Et højere niveau end dette kan få alarmklokkerne til at ringe, men som tilskuer kan man ikke andet end læne sig tilbage og sige ja- eller nej tak til Tour-tilbuddet.
Tankerne om at Lance aldrig gik i fælden skræmmer jo alle, der holder af cykling. Amerikaneren tog mange forbudte medikamenter i karrieren, og at hans dosis kunne times, så man undgik dopingmyndighedernes net, er det, der i dag får tvivlen frem – selvom man så brændende ønsker sig den væk.
Alle ved, hvor mange penge, der er på spil i Touren. Bare i præmiepenge, skal der fordeles 17 millioner danske kr. hen over de tre uger. Dertil skal så lægges de personlige bonusser for rytterne, samtidig med at flere hold kører for eksistensen i en Tour.
Ingen succes kan ofte betyde ingen sponsor næste år for et hold.
Derfor sidder man som tilskuer og suger luft ind under disse tre uger. For skal man lade sig rive med – overgive sig helt. Eller skal man møde verdens mest fantastiske cykelløb med en ødelæggende skepsis, for ikke at få knust hjertet igen, når en evt. dopingsag igen ser dagens lys.
I realiteten kan vi ikke tillade os at tvivle – eller kan vi?
Kan den sunde fornuft vejlede os, eller er vi fuldstændig inkompetente i denne sammenhæng?
Fungerer et retssystem ikke således, at man ikke er skyldig, før der er ført bevis i en sag?
Vi står desværre på et fundament bygget på en tung historik. Den farver vores blik mod både Alperne og Pyrenæerne.
Rimeligt eller urimeligt?
Cykelfans er delte i dette.
Det samme er jeg…
…og dog kigger jeg alligevel med!