FOTO: DHF
Lasse Andersson har været et af Danmarks største håndboldtalenter, og han er det for så vidt stadig. Under dette VM har han været en vigtig brik forsvarsmæssigt, mens han i perioder har været intet mindre end brillant i kontraspillet, hvor han med stort overblik har fordelt sine assists uden besvær eller scoret selv. Andersson har været en sikker hånd – også i de svære kampe mod slutningen. Faktisk i så høj grad, at man indimellem har ønsket ham mere tid i angrebet.
Men landstræner Jacobsen har doseret ham, så han kunne levere maksimalt i det defensive. Og det er måske klogt.
For man kan nemt tage sig selv i at sidde og holde vejret, når Berlin-spilleren er i fart op ad gulvet. Med en skadeshistorik, de færreste ønsker sig, så er det med hjertet i halsen, når den eksplosive spiller kommer i yderpositioner.
Andersson har været uheldig i en grad, så man for år tilbage var tæt på at dømme ham færdig efter to korsbåndsskader i samme knæ.
Andersson fik i 2017 en slem skade under en Champions League kamp for FC Barcelona – korsbåndet røg sig en tur.
Seks måneder gik med genoptræning, og da Andersson endelig efter sit hårde slid var tilbage, gik samme knæ i stykker efter blot tre træninger.
Sammenlagt var han væk fra landsholdet i hele 29 måneder, og hans sidste landskamp var i ’17, da vi blev sendt ud i 1/8 finalen efter nederlag til Ungarn.
Herefter missede han udtagelsen til VM i Danmark, som endte i ren fest og opvisning i finalen mod Norge med en 9-måls sejr.
Danmarks mest hårdtprøvede spiller
I denne turnering har Andersson timet det hele. Fysikken er på plads, og han er en af landsholdets klipper. Den danske defensiv ville være ilde stedt uden ”knægten fra Valby”, der med stor fysik og overblik har holdt sammen på sit område, samtidig med han som et lokomotiv har buldret mod modstanderens mål ved hver lejlighed, der bød sig.
I aften skal Lasse Andersson have guld! Det skal hele Danmark!
En lidelseshistorie skal bringes til ophør, og Danmarks mest hårdtprøvede spiller skal have sin drøm opfyldt. Han har ventet længe og arbejdet tålmodigt.
Den svenske overraskelse må vige i aften. De gule pojkar har deres ungdom og fremtiden foran sig, og det skal nok blive deres tid.
Hvis håndboldguderne på nogen måde holder øje og har hjertet på rette sted – så skænker de i aften Füchse Berlin-danskeren ædelt metal som afslutning på en perfekt turnering.
Skulle vi vinde, så vil fokus være på Mikkel Hansen, Niklas Landin og Mathias Gidsel. De har stjålet rampelyset i denne turnering – berettiget!
Men husk at sende et blik mod nr. 28 i rødt og hvidt, hvis vi skulle være så heldige at vinde.
Han har om nogen fortjent en medalje af guld!