FOTO: Alex Bregman – Flickr
Gennem flere år havde modstandere til den succesfulde MLB klub Houston Astros mistænkt sydstatsklubben for via teknologi at snyde organiseret i kampene. Men ingen beviser var at finde.
I november 2019 kunne ”The Athletic” så rapportere, at man gennem interviews med tidligere Astros spiller Mike Fiers nu kunne afdække en større skandale i den ellers så ærkeamerikanske og traditionsrige turnering.
Houston Astros havde ifølge Fiers et kamera placeret ved center field, som optog catcherens signaler til pitcheren (pitcheren er kasteren, og han bliver ofte styret af catcheren – griberen – som sidder bag ved batteren. Catcheren sender signal til pitcheren om, hvilket kast der evt. er hensigtsmæssigt i bestræbelserne på at få tre strikes – kast forbi batteren).
Bag ved spillergraven havde Houston Astros et kamera gemt med direkte billeder fra det hemmelige kamera ved centerfield. Optagelserne viste tydeligt signalerne mellem catcher og pitcher fra modstanderholdet, hvilket så hurtigt blev kommunikeret ind til batteren, der stod klar til at slå. Dette foregik via lynhurtig kommunikation mellem udvalgte medarbejdere bag dugout og ind på banen.
At ”stjæle tegn” er forbudt i MLB, og organisationen åbnede derfor en undersøgelse i januar 2020. Den fremviste tydelige tegn på snyd gennem 2017 sæsonen, hvor Astros vandt World Series. Ligeledes snød man i dele af 2018 sæsonen, mens man ikke fandt beviser for overtrædelser i 2019 sæsonen, hvor Astros nåede finalen, men tabte i 7 kampe til Washington Nationals.
Boston Red Sox også involveret
Mens Houston Astros ejer Jim Crane hurtigt fyrede både general manager Luhnow og field manager Hinch, dukkede et nyt navn op.
Alex Cora havde været en del af ”tegn-tyverierne” gennem Astros mesterskabssæson i 2017, men var i 2018 rykket til Boston Red Sox.
Her fortsatte han tilsyneladende sine ugerninger gennem brug af videorum tæt på banen. Spillere på baserne rundt på banen kommunikerede helt organiseret kastene frem til batteren, der dermed havde en større chance for at slå point hjem til Boston. Red Sox blev mestre i 2018!
Hele miseren er endt i fyringer, bøder i 5 millioner dollars klassen samt fratagelse af draft picks for klubberne i første og anden runde.
Det at ”stjæle tegn” fra hinanden i MLB har dog længe været en stiltiende accept fra mange klubber, og faktisk er det en kunstform, der næsten skaber beundring klubberne imellem.
MLB fandt det nødvendigt at handle, da journalister gravede sagen frem, men med de spæde straffe sender organisationen ikke et signal, der signalerer nul tolerance på området. Symbolske fyringer og små bøder batter ikke alverden, men sagen har fået bevågenhed, og der vil blive fokus på dette aspekt gennem sæsonen.
For vel kan det være at klubberne internt acceptere den organiserede snyd, men baseball som brand kan ikke som amerikansk traditionsbundet folkeeje tåle flere skandaler af denne kalliber.
Sæsonen starter 26. marts i år.