FOTO: DEREK JETER
ToonariPost – Flickr
Strygermusik, legendariske øjeblikke, slowmotion, flaget til tops – og bliver det ekstra klistret, slutter vi med honnør. Amerikanerne er for meget, og det føles både frygteligt og fantastisk samtidig. Som da man som barn første gang var alene hjemme og åd sig ned i kage – til man ikke kunne mere.
Sportsdokumentargenren har altid levet et velnæret liv i USA. Man elsker historien, og det amerikanske folk glemmer ikke deres helte.
Men genren og det amerikanske folks glæde ved at gøre deres historier større end alle andres står på et fundament af usikkerhed.
USA er en ung nation uden den tyngde i historien, som de så brændende ønsker sig. Kulturarven fra f.eks. Europa og Asien, som man så gerne vil måle sig med, er ikke af samme kaliber endnu, og derfor tykner man historierne, hvor man kan.
Det kan føles som at balancere på en knivsæg med den amerikanske tilgang til sport, for på den ene side burde Danmark lære noget af deres tilgang til atleterne. Respekten er generelt på plads, og som sportsudøver er du sikret en plads i fortællingen – du bliver ikke glemt.
Men samtidig kan de europæiske øjne godt lide en anelse overlast af det klare og nærmest illuminerende lys, der bliver sat som spot på et land, hvor netop ikon status og afgudsdyrkelse kan blive kvalmende som en Othellolagkage på en varm sommerdag.
Amerikanerne har fundet deres strategi. Narrativet skal dyrkes, og man stiller sig ikke tilfreds med at være bagud på point, hvad angår tidslinjen i forhold til kultur og historie. Derfor griber amerikanerne til det samme værktøj igen og igen. De bygger bare noget større, så det skygger for andres mere langstrakte tidsperspektiv, både hvad angår kultur og historie.
USA er og bliver et land med et udpræget lavt selvværd. Ellers ville man ikke være så larmende omkring, hvad man selv kan. De fleste har sikkert også mødt et menneske i deres liv, der har haft travlt med at fortælle om alle de personlige kvaliteter, før man fik lov at se dem i aktion.
På vores breddegrader er vi mere stilfærdige, og det har sine fordele og ulemper. Vi kan sagtens stå og grine af de dumme amerikanere, men skal vi trække noget positivt ud af deres svulmende kulturkamp, så er det, at de i deres menneskesyn evner noget, som Danmark og vores naboer har svært ved.
Man evner at leve i en asymmetri med atleter!
Man forstår i USA se op til andre, og man har ikke altid en sygelig trang til at trampe al struktur flad, som vi i Danmark via Janteloven ind imellem gør. Mennesker behøver ikke at være lige i USA. Man ser op til dem, der klarer sig godt, og selve ideen om at kunne rumme et forbillede, som ikke er familiært, er beundringsværdigt.
Måske kan vi lande på det kompromis, at amerikanerne en gang imellem kunne skrue lidt ned for Othellolagkagen, mens vi i f.eks. Danmark kunne lære at skrue op i forhold til tanken om forbilleder.
For er vi egentlig selv en nation med et selvværd og overskud til at stå værdigt på benene og dømme andre?
Vi har jo vores egne selvværdsproblemer at slås med som nation. Størrelsen på vores land gør, at vi har svært ved at tolerere storhed, og den nære og trygge fortælling tiltaler os mest. KLODS-HANS!
Vi kan lære noget af amerikanernes fortællelyst, men vi skal samtidig have øje for deres evne til at jonglere med superlativerne i deres narrative tjeneste.
Samtidig må vi kigge indad og med en smule misundelse beundre dem for at kunne og turde ikonisere.
Det kan VI lære noget af!
Med amerikanerne står vi og kigger på en form for spejlbillede. Det lave selvværd manifesterer sig blot forskellige steder.
Mens amerikanerne bygger deres ikoner op, så elsker vi at pille dem ned.
Så hvem har ud fra det lave selvværd lært at håndtere udfordringen bedst på den levede tid?
Othello eller Klods-Hans?
Det må man gøre op med sig selv!
