FOTO: Russell Mondy – Flickr
“Bandwagon”
Ordet betyder slet og ret ”vogn”, og det bruges nedladende til at beskrive en særlig fantype, der ikke har et fast team at holde med – men derimod driver med de sejrende hold.
Denne særlige gruppe fans dæmoniseres ofte af de ”loyale” grupperinger, og en ganske offentlig udskamning finder gerne sted på nettet.
Miami Heat er netop gået i finalen mod Los Angeles Lakers, og i den forbindelse verserede der både på danske og udenlandske sites en fordømmende og knapt så fordomsfri debat om Miami.
Heat var tilbage i 2010 centrum for en ophedet diskussion vedrørende netop loyalitet i forhold til klubhjerte, da LeBron James i en storstilet TV-transmission bekendtgjorde, at han forlod Cleveland og fortsatte i Miami.
Vreden var stor i flere kredse, da James brød med normen om, at klubben var større end spilleren. De aktives frie bevægelighed blev en kendsgerning, og siden har vi skullet forholde os til mange nye sammensætninger af hold hvert år.
Bandwagon
”Bandwagon-fans” var et udtryk, der særligt opstod under Golden State Warriors fem år med NBA-dominans. Købet af Kevin Durant til det i forvejen stærke team, huede ikke fans af ligaen, der helst så en bredere fordeling af profiler. Warriors viste sig stærke og gik i fem finaler i træk med tre titler som resultat.
Holdets fans var gennem disse fem år nogle af de mest forhadte på diverse online sites. Trods det faktum at holdet var bygget op gennem tre profiler hentet direkte i draften – Steph Curry, Klay Thompson og Draymond Green.
Det samme gælder nu Heat-fans, som over de seneste dage har fået en overhaling af ”rigtige fans”. Efter at flere har tilkendegivet, at de nu holder med Miami i finalen, vender ordet ”bandwagon” tilbage med fornyet kraft.
Det er imponerende, at vi i en tid, hvor stort set 50% af den danske befolkning bliver skilt, skal høre på moralprædikener fra selvbestaltede orakler fra basketverdenen.
Vi har intet problem med at stikke af fra hellige og bibelske løfter, men når det kommer til NBA, så er moralen høj.
Loyalitet er blevet et brand, disse grupperinger af udskammende individer bryster sig af. Det er blot et silkeslør, der i bund og grund dækker over et snæversyn og mishag mod andre individer generelt.
Her tales ikke om loyale fans generelt, men derimod loyale fans, der har travlt med at udskamme andre grupper af sportsseere, der ikke nærer samme tilknytning, som de selv så stolt og hovmodigt fremturer med.
Sporten er blevet et arnested for at manifestere sin identitet, og som vi efterhånden kender det, så kan man bedre elske sit eget, hvis man har noget andet at kaste negativer efter.
I denne smeltedigel af mindreværd og selvhad opstod ordet ”bandwagon” – et nedsættende ord om en flok mennesker, der evt. en enkelt sæson blev begejstret over et hold, og formastede sig til at holde med dem, købe en trøje eller sågar købte billet til en arena.
Føj da!
Man kan kun undre sig over denne negative rus over andres begejstring – især når netop begejstring som regel er med til at udbrede kendskabet til produktet og dermed øge hjulenes gang.
- Når Steph Curry bomber treere i fra 7.24 m bag kurven og ændrer spillet, så er det vel godt for sporten.
- Når LeBron James stadig dominerer i en alder af 35 år, så er det vel godt for sporten.
- Når Miami som undertippet hold går til finalerne, så er det vel godt for sporten.
Og skulle begejstring så ikke være tilladt? Kan disse såkaldte loyale fans slet ikke være i, at andre begejstres over et holds præstationer eller blot profilerne.
Da Dallas i 2011 med Dirk Nowitzki på holdet mod alle odds slog Miamis superteam med LeBron James, Dwayne Wade og Chris Bosh var der pludselig mange Dallas-fans. Det var langt mere acceptabelt!
Vi elsker at heppe på en underdog, men når store hold leverer noget særligt, så starter reglerne for, hvad man må og ikke må.
At man pludselig bliver Barcelona-fan i fodbold, New England Patriots-fan i NFL, Golden State Warriors-fan i NBA, NY Yankees-fan i MLB osv. er forbundet med et nemt valg. Et tilvalg af sejre og en ”nem” vej til at sole sig som fan.
Mange af de lidt rigide mennesker, som har så svært ved ”bandwagon-fans” lever i en fankultur, hvor det at lide med sit hold i perioder, har en stor autencitetsværdi for den enkelte. På den måde bliver sejren senere så meget sødere – og velfortjent.
”Bandwagons lider aldrig. De lever i evig sol”, lader flere dedikerede fans til at tænke.
Spørgsmålet er vel, om ikke blot disse mennesker begejstres?
”Bandwagon”-fans er ikke de værste fans, man kan støde i. De er som regel glade og elsker sporten som helhed.
Til gengæld er udskammerne – de som har brug for at udpege og råbe ”bandwagon” – ødelæggende for sporten, udbredelsen og den generelle kærlighed til spillet.
De sætter nemlig regler op for, hvad andre må tænke, synes og kaste deres kærlighed på.
Og det er en stor skam!
