FOTO: Anthony Quintano – Flickr
NBA vil som organisation gå langt for at få sæsonen gjort færdig. At få kåret en mester er afgørende for en sæson, der allerede er en økonomisk ruin.
Starten på sæsonen bød på twitter-skandalen med GM Deryl Morey fra Houston Rockets, der med en flodhests elegance fik trådt Kina over tæerne ved at erklære sin støtte til oprørerne i Hong Kong. Sympatisk – men set fra et pengemæssigt NBA-standpunkt katastrofalt og i milliardklassen, hvad angår tabt indtægt for ligaen.
Herefter har Corona lukket ned, hvilket yderligere dræner dollars fra verdens bedste basketliga.
Derfor vrider de bedste baskethoveder nu hjernen for at finde på en løsning, så man kan få sæsonen afsluttet.
En af ideerne er at lave en ”Bubble”. Et aflukke hvor spillerne ankommer og ikke tager fra igen, før der er fundet en mester. Disneyland i Orlando er nævnt som en mulighed, men også Las Vegas har budt ind på ideen.
Dog er der lidt forhindringer i at få arrangementet på benene.
Ideen er tænkt således, at NBA-spillerne samles i en såkaldt by, hvor de bliver indtil resten af sæsonen, playoff og finaler er overstået.
Problemerne opstår, når man begynder at kigge på sikkerheden i ”The bubble”. For at sikre spillerne må man formode en form for vagter udenfor, hvilket kan få Bubble-byen til at virke en anelse for fængselsagtigt.
Samtidig har spillere i ligaen ytret en bekymring omkring, hvorvidt det hermetisk lukkede område ved eventuel infektion rent faktisk kan blive en Corona-bombe. Spillernes egen fagforening er også inde over, og de er ganske skeptiske, da smittespredningen netop kan blive voldsom og hurtig, hvis først Corona får fat indenfor “The Bubble”.
Ligaens kommissær Adam Silver forsikrer dog, at tages ideen med Disneyland eller Las Vegas i brug, så vil man med en ”one-location ”-idé sikre deltagerne med non-stop tests.
En del spillere har allerede tilkendegivet, at de gerne ser sæsonen afsluttet med en periode i isolation fra både familie, venner og fans.
Men sikkerheden er så langt fra på plads, at ligaen tør gå med ideen endnu.