FOTO: Jen_ross83 – Flickr
Lewis Hamilton har 16,3 millioner følgere på det sociale medie Instagram, så masserne lytter med, når Formel 1 sportens første og eneste sorte verdensmester taler.
Og talt har han – om George Floyd og følgerne af hans død i politiets varetægt.
George Floyds død d. 25. maj i byen Minneapolis har sendt chokbølger gennem USA, og potentielt kan man i staterne stå med en ny Rodney King-sag.
Optøjerne i Los Angeles 1992 er ikke glemt, og overfaldet på King trækker tråde frem mod Floyds død, hvor politi-brutalitet igen er i fokus.
Der er ingen tvivl om, at sagen er forfærdelig. Og det er glædeligt, at så mange byder ind og giver deres stemme til kende i kampen mod ulighed og racisme.
Men er man et dårligt menneske, blot fordi man ikke kipper med det sociale medie-flag, hver gang der er en anledning?
Hamilton skrev således på sin væg for blot et par dage siden:
“I see those of you who are staying silent, some of you the biggest of stars yet you stay silent in the midst of injustice. Not a sign from anybody in my industry, which of course is a white-dominated sport. I’m one of the only people of colour there yet I stand alone. I would have thought by now you would see why this happens and say something about it but you can’t stand alongside us. Just know I know who you are and I see you.”
Segregation
Hamiltons fordømmelser har fået andre kørere på banen – Charles Leclerc, Daniel Ricciardo, Lando Norris, George Russell, Carlos Sainz, Nicholas Latifi og Sergio Pérez har reageret.
Opråbet var følelsesladet, men bør man som offentlig sportsmand føle sig forpligtet til at reagere på noget som helst?
Og har Hamiltons konfrontation en effekt til det gode eller det værre?
Ofte har man hørt udtrykket, ”at man ikke bør blande sport og politik”. Det kan der være noget om, men har man en stærk stemme, så kan der være mening i at give lyd.
Det er blot ens eget valg!
Halvvejs at true andre kørere i Formel 1 feltet til at tilkendegive deres syn på sagen er et usædvanligt valg fra en atlet.
Verdensmesteren får med sine udtalelser nærmest talt sig ind i endnu en segregation – netop det han ønsker fjernet fra jordens overflade – ved at positionere sig selv i, hvad han kalder en ”of course white dominated sport”.
Hamilton kunne i stedet have forsøgt sig med en mere inkluderende tilgang til sine kollegaer – men sådan blev det ikke. Nu er grænserne i stedet trukket således op, at man i Hamiltons univers nærmest bliver sat i bås med ”den anden side”, hvis man ikke reagerer offentligt.
”You can’t stand alongside us”, udtrykker briten det, og hans videre ordstrøm ender i en tone, hvor man ikke er i tvivl om, at man ikke er i kridthuset, hvis man nøler ved tasterne.
Hamiltons manglende knæ
Men har Hamilton altid selv været ”outspoken” i en grad, så han kan tillade sig at rive andre ud af busken, som han gjorde denne uge?
For år tilbage kom NFL-spilleren Colin Kaepernick fra San Fransisco 49’ers i uføre, da han d. 26. august 2016 blev siddende under nationalsangen til en pre-season kamp mod Green Bay Packers.
Senere blev protesten til en knælen under ”Star Spangled Banner”, og det hele centrerede sig om modstand mod politidrab på sorte og ubevæbnede mænd.
Sagen endte med at koste Kaepernick karrieren. Han kom aldrig tilbage til NFL!
I 2017 før Grand Prixet i Austin, Texas blev Hamilton spurgt ind til protesterne i NFL, og han beskrev dem som ”awesome”.
Dog havde han ikke selv tænkt sig at knæle under den amerikanske nationalsang. Direkte adspurgt til ideen om at knæle udtalte han: “I don’t have any plans”.
“I’m very much in support of it. But I’m here to win and that’s the top of my priorities at the moment and I’m not really focused on anything else.”
Klinger det en anelse hult, når Hamilton nu tre år senere forlanger handling fra sine medkørere?
Eller er han i sin gode ret til at forlange respons fra sin sport og konkurrenter?
Der er mange sager, man kan kaste sin energi, sin kærlighed eller sin frustration ind i.
Hvor står Hamilton i forhold til klima, våbenlovgivning, børnearbejde, ytringsfrihed, ligestilling osv.?
Mange har sager, som de vil kæmpe for.
Der er ingen tvivl om, at Hamiltons sag er god!
At kæmpe imod racisme, social ulighed og utallige drab på ubevæbnede unge som ældre given kun mening.
Men vi kan nok ikke stå og forlange hinanden ind i alle arenaer – for hvem har den bedste sag?
Er det dem, der vil sikre kvinder i Afghanistan uddannelse?
Eller dem der vil stoppe rekrutteringen af børnesoldater i Somalia?
Eller den brasilianske afbrænding af regnskoven?
Hvad opnår vi ved at benytte en retorik som Hamiltons!
Er det måden fremadrettet?
Er man som topatlet forpligtet på at ytre sig, hver gang der er uretfærdighed til i verden?
Det er ikke til at vide.
En ting ved vi dog.
Ingen redder verden ved at opdatere på Facebook, Instagram eller andre sociale medier.
Man kan skabe en opmærksomhed – men handlingerne ligger i interaktionerne mellem mennesker.
At have en mening er IKKE det samme som at handle.
Så spørg ikke, hvad du kan gøre på de sociale medier. Se på hvad du kan gøre i dit nærmiljø.