FOTO: Nathan Rupert – Flickr
Sporten er blevet beregnende. Det samme er organisationerne. Det skyldes et stort pres med mange kampe og et hårdt program for spillerne, hvilket igen betyder, at man ikke altid i ubetydelige kampe som fan kan være sikker på at se stjernerne i aktion.
For et par år siden var man ude i en situation, hvor en del basketballspillere i NBA sad helt over – ganske ofte. Programmet i den amerikanske liga er 82 grundspilskampe, hvorefter et slutspil så kan tage livet af en trup. Skader var og blev et issue, og derfor valgte klubberne at bænke stjernerne i hele kampe – oftere og oftere.
Dette resulterede i skuffede fans, som kom til de amerikanske arenaer fra forskellige steder i verden – og så oplevede man LeBron James, Kevin Durant eller James Harden bænket i alle 4 perioder.
Fodbolden har også en stor belastningsgrad. Topholdene i Europa spiller tæt ved 40 kampe på en sæson – dertil kommer så europæiske kampe og pokalturnering. I England er man så ”uheldig” at der fortsat spilles to pokalturneringer.
Derfor ser vi også stjernerne blive bænket til de ubetydelige kampe – men det er et stort problem. For hver eneste gang Juventus, Real Madrid, Barcelona, Bayern München, PSG, Liverpool, Manchester City eller lignende spiller, så er der fans på lægterne, som måske kun får denne ene mulighed for at se holdet – i deres liv!
Vi europæere er velbeslåede i de fleste lande, og fodboldoplevelser er en del af kulturen i mange sportshjem. Men der kommer fans fra hele verden for se Ronaldo, Messi, Lewandowski, Mbappé m.fl., og det kan knuse en fan, der måske har bestilt en kamp et halvt år i forvejen, at se stjernerne placeret på bænken.
Men her er Messi anderledes!
Han lader sig ikke bænke, og han tager ikke imod tilbuddet om hvile. Han vil spille hver gang – og fuld tid!
Da Luis Enrique for år tilbage tiltrådte som Barcelona-træner, fik han hurtigt at føle, hvad Messi stod for. Enrique bænkede sin stjerne i starten som en blanding af restitution og disciplinering af stjernen – og det havde nær kostet den tidligere Barcelona-profil jobbet.
Messi ville spille for enhver pris. Også de ligegyldige og ”nemme” kampe.
Superstjernen ønsker heller ikke udskiftning, så det med at føre 4-0 og lade sig udskifte er heller ikke en mulighed.
Messi brænder så rent for at spille, at det er en fryd for fans. Det er ALTID muligt at se ham.
Spørgsmålet er så, om det er klogt? Evner den lille argentiner at toppe korrekt sidst på sæsonen, når mesterskab og Champions League skal afgøres?
Det vil klubben sikkert sætte spørgsmålstegn ved. De har gennem årene gjort deres for at sætte deres dyrebare juvel på skånekost, men de har løbet panden mod en mur gang på gang.
Denne mur har de fremmødte fans dog ikke oplevet endnu. De er blot lykkelige for, at Messi spiller, så længe han er det mindste klar.