FOTO: WEBN-TV – Flickr
Hvordan bedømmer man en atlets rangering i historien? Den diskussion tages ofte op, og fans samt mediefolk elsker at slynge om sig med argumenter for og imod netop deres favorit.
Efter søndag nats Super Bowl i Florida skrev 43-årige Tom Brady sig ind i NFL’s historiebøger med sin syvende titel i alt. En præstation ingen har begået før ham.
Men hvor placerer dette Tom Brady i sportshistorien, og giver det overhovedet mening at tænke i sådanne baner?
Piers Morgan forsøgte mandag med en artikel for Daily Mail at kaste lidt grus i den velsmurte amerikanske GOAT-maskine.
I USA diskuterer man ofte, hvem den største atlet i verden er. Diskussionen breder sig dog sjældent længere end til landets egne grænser med navne som Muhammad Ali, Michael Jordan, Michael Phelps, Tiger Woods osv.
Piers Morgans udbrud skal nok ikke tages alt for seriøst, for et par af buddene er specielle.
Morgans liste ser således ud:
10 Ayrton Senna – Formel 1 (Brasilien)
9 Wayne Gretzky – ishockey (Canada)
8 Michael Phelps – svømning (USA)
7 Roger Federer – tennis (Schweitz)
6 Tiger Woods – golf (USA)
5 Christiano Ronaldo – fodbold (Portugal)
4 Usain Bolt – atletik (Jamaica)
3 Muhammad Ali – boksning (USA)
2 Michael Jordan – basketball (USA)
1 Sir Donald Bradman – cricket (Australien)
Nummer et på listen kan godt give de fleste fans nervøse tics ved øjet i ren vantro. Men samtidig kan man ikke betragte dette som andet end en spøg overfor de amerikanske mediers selvforherligelse over deres egen kæledægge – NFL.
Kriterier
Til gengæld kan man godt stille nogle kriterier op for, hvem der kan komme i betragtning til en liste. I Danmark har vi en Hall of Fame, hvor man årligt har en vurdering af afsluttede karrierer målt op med resultater mm. Men når alt og alle byder ind, er der aldrig en portefølje på kriterier med, når vi taler de bedste.
Vi glemmer ofte at indsnævre, hvilken ramme vi taler ud fra. Når basket fans kroner Michael Jordan igen og igen, så er det jo ikke fordi, han sidder med flest titler. Til gengæld smider man abstrakte matriser ind i udregningerne og kaster om sig med superlativer i alle retninger.
Og her går tingene som regel i stå ved den enkeltes udsagn, og et vakuum for relevant og konstruktiv debat opstår uden nogensinde at forløses.
Piers Morgan begår i virkeligheden i sit indlæg mandag samme synd som amerikanerne. Han kommer momentvis til at svælge i en subjektiv sovs. At placere Christiano Ronaldo på listens 5. plads handler vist mere om en taksigelse for det eksklusive interview, briten fik lov at lave for et par år siden. Det havde klædt listen med et navn som Maradona, Cruyff eller Pelé.
GOAT-debatten er svær, og for nogle bliver den udmagrende. For meget subjektivitet og ikke rammer nok til at lave en objektiv analyse på tværs af sportgrenene gør det vanskeligt at dreje hen mod en kvalificeret kåring.
Men skulle man lave en top-10, så ville Tom Brady med stor sandsynlighed være at finde der – også blandt andre end de amerikanske skribenter.