FOTO: Steph Matthews – Flickr
Barcelona kollapsede igen i Champions League forleden. Som det tidligere er sket mod Roma og Liverpool, hvor store føringer er blevet sat over styr over to kampe, så blev Barcelona i én kamp blæst ud af Lissabon med hele 8-2.
Bayern fysiske maskineri knuste de små tapasretter, der ved et uheld havde stillet sig frem på buffet-bordet denne fredag aften på Estádio da Luz.
Lyset blev dog slukket for tiki-taka i denne omgang, og det sker ind imellem for storhold.
Hvem husker ikke Bayern Münchens besøg hos B 1903 22. oktober 1991? Bayern blev mast på beskedne Gentofte Stadion med hele 6-2, og det kunne være gået endnu værre for storholdet.
Samtidig har vi de seneste år set Brasilien tabe en semifinale til tyskerne med 7-1, mens Barcelona selv ordnede PSG med 6-1 hjemme efter at have tabt 4-0 i Paris.
Disse ting sker!
Og vel skal vi da svælge i nederlagene som en sønderjyde over det legendariske kaffebord om søndagen. Den ene frydefulde kage efter den anden kastes ned, mens vi lapper alle kommentarerne i os.
- Spillerne har ikke niveau
- Ledelsen har ikke styr på organisationen
- Quique Setién er ikke den rigtige træner
- Messi bestemmer for meget
- Griezmann er et fejlkøb
- Pique er for langsom
Siden nederlaget er Barcelona blevet nedgjort i en grad, de ingenlunde fortjener. Vel tabte de, og vel var de chanceløse. Det kan ikke diskuteres!
Og ja, de seneste år har de ikke haft, hvad der skulle til, for at være med helt fremme i Europa.
Og ja, de tabte også titlen i år, og fik for første gang i 12 år ikke en pokal i hus.
SIKKE EN SKANDALE!
Folks forventninger til et hold som Barcelona er urealistiske. De kan ikke fortsat holde topniveauet og dominere som før.
I en artikel i et dansk medie mandag, stod der skrevet, at Barcelona ikke længere fra deres akademi skaber så mange talenter som tidligere. Samtidig nævnes det, at samme akademi jo stod bag navne som Xavi og Iniesta.
Barcelona som klub er oppe imod en urealistisk storm, der trækker tråde tilbage til en tid, hvor man måske stillede med det bedste, vi har set i fodboldhistorien. Messi, Xavi og Iniesta var et trekløver, vi nok aldrig får at se igen. De var alle tre ligeværdige kandidater til ”Verdens bedste fodboldspiller” mange år i træk.
Hvordan kan man måle op mod det – uden at skuffe?
Historikken har spændt ben for et realistisk billede af Barcelona.
Klubben har givet os en fantastisk periode med en type fodbold, som nu bliver udfaset, fordi man ikke længere har spillerne til det.
De har givet os oplevelser, som vi måske aldrig får at se igen!
Halleys komet, officielt kaldet 1P/Halley efter Edmond Halley, som i 1700-tallet var den første der udregnede dens bane, er den bedst kendte og klareste af kometerne fra Kuiper-bæltet, som besøger den indre del af solsystemet i en regelmæssig bane.
Den kommer kun forbi hvert 75. år.
Barcelona har været i kredsløb, og vi er en generation, der har været så heldige at se kometen. Vi oplevede det – heldigvis!
Skulle vi så ikke udvise en taknemmelighed over det, fremfor at ryste på hovedet og starte galde-sprøjten op med de knapt så pæne gloser.
Astronomer sidder jo heller ved aftensmaden og skælder ud over, at kometen C/2017 T2 kun kom forbi i 2017 og først kan ses igen om 829.000 år.
VEL?