FOTO: Hans Permana – Flickr
De moderne fodboldmirakler er populære hos kommentatorer og tv-stationer i jagten på ”de gyldne øjeblikke”, som kan vises igen og igen.
Milans Champions League nederlag i 2005 med 3 Liverpool-mål på blot 7 minutter i 2. halvleg er et eksempel. Barcelonas eksekvering mod PSG på 6-1 efter 0-4 nederlag i første kamp er et andet. Liverpools halshugning af Barca sidste år på Anfield står også fortsat stærkt.
Jubelen vil ingen ende tage!
Men er grunden i virkeligheden ikke, at der ligger en stærk fortælling bag? At disse comebacks er blevet italesat ekstra grundigt år efter år.
Der er ikke noget i vejen med sejrene, og alle har været fine comebacks. Faktisk så fine, at flere af kampene har fået deres helt eget navn.
Liverpools sejr over AC Milan i 2005 kaldes nu for ”Miraklet i Istanbul”. Barcelonas 6-1 sejr over PSG i 2017 har fået navnet ”La Remontada” (The comeback).
Desværre findes der også comebacks, som ikke helt får den samme motor spændt på deres narrativ. Tv-stationer og kommentatorer er ikke helt så lykkelige og opfarende, som når de ”rigtige” hold vender bøtten i en kvart- eller semifinale.
Eksempelvis skabte Atletico Madrid sig et godt udgangspunkt i ottendedelsfinalen i årets Champions League med 1-0 hjemme mod mægtige Liverpool. Dog regnede de fleste – trods viden om en stærk Atletico-defensiv – med at Liverpool ville klare den på hjemmebane.
Kampen blev dog tæt, og Liverpool fik sit livgivende mål allerede efter 43 minutter, og kæmpede herefter bravt for at knække madrilenernes mur.
Trods en boldbesiddelse på 71 % og hele 34 skud på mål mod Atleticos 10 lykkedes ikke, og derfor blev det overtid. Her fik Firminho sat tingene på plads med et mål efter blot 4 minutter, men så vendte lykken på Anfield.
Resten af den forlængede spilletid blev et mareridt for Liverpool, der inkasserede hele tre mål af Simeones to geniale indskiftninger Llorente og Morata.
I Champions League studiet var man mere lamslået end euforisk. Hvor blev festen af?
Højdepunkter var der nok af med fem mål, men det var mere chokket over, at Liverpool ikke kunne lukke kampen, der prægede debatten.
Atletico tales ned
Hvad er det, der sætter disse mekanismer i gang?
Er det en forudindtaget holdning hos kommentatorer og eksperter, der får forventningens glæde spoleret, som når en 6-årig åbner en gave med sokker juleaften?
I ugerne efter var nederlaget på Anfield stadig en torn i øjet på flere.
I TV3’s Corona-program ”Ren fodboldsnak” afsnit 1 begyndte man med diskussionen om, hvorvidt det overhovedet var andet end held, der bragte klubben fra Madrid videre til kvartfinalen.
Vært Peter Grønborg lagde fra land og kaldte holdet fra den spanske hovedstad ”pisseheldige”. Samtidig blev udsagn som ”de spiller af h… til” og ”tænk sig tilskuerne skal se sådan noget rædderlig fodbold” (sagt om Atleticos sæson generelt) hældt ud i hovedet på de to andre deltagere – Jonas Schwartz og NC Frederiksen.
De to herrer tog dog til genmæle og forsøgte at tale triumfen fra overtidskampen op, men ligesom der på kampaftenen efter endt spilletid var holdninger fra enkelte eksperter om, at Atletico ikke var et sæsonkort værdigt, så blev sejren mødt med en disrespekt fra værten.
Atletico spiller ikke berusende offensiv fodbold, men man må som tilskuer på stadion eller bag tv-skærmen respektere hold som disse, der arbejder ud fra deres grundlag – spillerne, træneren og filosofien.
At et hold, der to gange i 2014 og 2016 nåede Champions League finalerne, skal tales sådan ned, er lidt en skændsel.
At Atletico spiller anti-fodbold er en overdrivelse. Folk er efterhånden blot forvent med, at spanske hold fokuserer på offensiven og ikke som Atletico den defensive struktur.
Den 11. marts lavede Atletico et mindre mirakel på Anfield mod Liverpool!
Det står ikke til diskussion!
Atletico vandt begge kampe over Liverpool.
Det er blot ikke blevet italesat særlig positivt. For der var ikke ret mange, der holdt med Atletico denne aften!
